mandag den 22. december 2008

Rømø

Ferrarien skulle luftes, og KO og RDN trængte til at få luftet skøjterne. Rømø skulle derfor støvsuges for sjældne måger! Fredag aften, 12/12, landede vi hos KBF inden turen lørdag morgen fortsatte til Rømø. Lakolk Strand var desværre næsten tom for måger, kun knap 300-400 kunne vi støve op. Heldigvis kunne vi muntre os med en flot adult Kaspisk Måge, som var meget samarbejdsvillig. SRW sluttede sig til os senere på dagen, men det blev desværre ikke til så meget mere. Det på trods af at motivationen blev piftet godt op med AC/DC til SRW´s store begejstring. ;-)


Hardcore mågebestemmelse blev livligt diskuteret ved flere lejligheder, og i en ophedet diskussion om benfarve tog KO alternative metoder i brug: ”Fat det nu drenge, det her er pisgult!”.


Næste dag blev brugt i Blåvand, hvor vi fik billeder af flere spændende måger (Se KO´s mågeblog). Højdepunktet var dog, at SSL fandt et stykke rav, som efter eget udsagn mindst måtte veje 600-700 gram. Derfor overvejer han nu at droppe biologien og blive professionel ravsamler.

Ingen har længe hørt fra RSN, og rygterne går på, at han helt har droppet fuglene. Sidste livstegn er dette billede fra november, hvor han virkede lidt fjern i blikket!

SSL



søndag den 30. november 2008

RDN og SSL gør havnen usikker!

I min nye Skoda Favorit har havnen været et usikkert sted de sidste dage. RDN og jeg har udnyttet frosten til at tjekke de store ansamlinger af måger på havnen i denne tid. Det har resulteret i Østhavnens første Middelhavsmåge i år (1K). En Slagfalk har huseret på havnen den sidste tid, og i dag fik vi selv set fuglen. Den var udstyret med en større radiosender, som tydeligvis hæmmede fuglen. Hvorvidt det er en ren Slagfalk, skal vi lige have tid til at undersøge. Især undervingen var underlig kontrastløs. En del småfugle var på havnen i dag, og bilen fik vist et stort potentiale som skjul. En Skærpiber landende på bilen, og den ellers så sky Bjergpiber løb nærmest ind under bilen på et tidspunkt.
Vi regner med at landets første Hedepiber er på plads i morgen!

SSL









fredag den 17. oktober 2008

Mellemkjove i Gallo

Pga. speciale har siden ligget meget stille på det sidste!

Tirsdag den 14. oktober blev denne kjove set i Gallohaven af RDN og SSL. Fuglen blev fundet trækkende mod nord, hvorefter den smed sig på vandet. Efter ti minutter ses den igen på vej direkte mod obspladsen! Fuglen bliver hurtigt mistænkt som Mellemkjove pga. jizz samt tung, langsom flugt. Overraskende valgte kjoven at lave trækforsøg indover Gallohaven, og det var derfor muligt at tage billeder af fuglen. Vi bestemte på dette tidspunkt fuglen til 2K Mellemkjove på følgende karakter; tyngdepunktet lå bagved midten på kjoven, fuglen virkede meget stor og kraftig, langsom flugt og vingeslag, lys stribet overgump, dobbeltkomma og antydning af tofarvet næb i felten. Dragtkarakter stemmer overens med en lys 2K fugl på vej i vinterdragt.
Hoved, krop- og svingfjer er fældet. På flere af billederne ses, at yderste håndsvingfjer endnu ikke er helt udvokset.

Er der andre, som er af en anden mening, må de meget gerne kommentere herunder. Alle er velkomne!

Hele billedserien kan ses her.
Billederne er pga. travlhed ikke behandlet.

SSL

fredag den 8. august 2008

Svar på gættefugle juli 08

Hermed svarene på gættefuglene fra juli. Der var fem billeder med fem arter på, hvor hver art giver ét point. I alt gættede fire personer, hvoraf halvdelen havde tre rigtige og den resterende halvdel havde to rigtigte svar.

Efter sjette og sidste runde er stillingen dermed som følger:
23 point: Andreas Bruun Kristensen.
20 point: (Sanne Busk+Stig Kjærgaaard Rasmussen).
19 point: Palle Jensen, hvis svar i femte runde forsvandt ud i cyberspace.
18 point: Jan Speiermann.
16 point: Kent Olsen (efter kun fem runder).

Dermed vandt ABK Århusbirdernes gættequiz, som har løbet over mere end et halvt år. Han præmieres med en god øl, som vil blive ham overrakt til weekendens DOFball-arrangement i Blåvand. Tak til alle de som deltog. Næste gang vi forsøger os med gættefugle, bliver det ikke over så lang en periode, da folk da tydeligvis falder fra.

Billede 1: Alle gættede, at det drejer sig om en Bomlærke. Det plumpe, bredmavede og storhovede jizz, brunlige farve med brunsort stribning koncentreret til brystet, gullige undernæb og grå overnæb fik åbenbart alle i den rigtige retning. Billedet er ligesom nedenstående taget 24/5-08 ved Frydenstrand, Frederikshavn af RSN.



Billede 2: Alle gættede også denne gættefugls identitet: Gulbug. Gullig underside, toppet isse, gulligrosa undernæb, der er meget bredt ved basis er alle karakterer, der peger mod denne art. Tilmed ses, at hånden er meget lang, hvilket udelukker Spottesanger, hvis håndsvingfjersprojektion blot er ca. 2/3 til 1/2 af Gulbugens. På det ene af nedenstående billeder ses desuden det for Gulbug typiske lyse vingepanel dannet af lyse kanter på tertialer og armsvingfjer. Alle billeder er taget ved Gerå 15/6-08 af RSN.



Billede 3: At fuglen på billedet er en skråpe var alle enige om. Der var to bud på Almindelig Skråpe, ét på Storskråpe samt blot et enkelt på det rigtige; Kuhls Skråpe. Storskråpe kan udelukkes på undersidens tegning, hvor mørk bugplet og mørke tegninger i armhulerne mangler. Gættefuglen har renhvide undervinger massivt indrammet af mørke kanter på for- og bagvinge samt mørkt hoved. Dette kendetegner både Almindelig og Kuhls Skråpe, men hvis man kigger meget grundigt efter, synes nakken grå på fuglen, hvilket entydigt peger mod Kuhls. Almindelig Skråpe ville desuden sandsynligvis virke lysere på hagen, hvor Kuhls er mørkere. Billedet er taget 29/4-06 på Azorerne af Tue Skov. Således er fuglen af Atlanterhavsracen (arten?) borealis, som også er den form der træffes i DK. Denne race har mere udbredt sort i hånden end nominatracen diomedea (Scopolis Skråpe), som yngler i Middelhavet. Nedenunder ses endnu et billede af Kuhls Skråper fra Azorerne 7/5-06.



Billede 4: Rundens suverænt sværeste fugl, idet ingen gættede, at det drejede sig om en dununge af Strandskade. Der var to gæt på Vandrikse samt ét på hver Lille Lappedykker og Hvidøjet And. Fuglen svømmer rundt, hvilket forvirrer. Fuglen virker dog pjusket, hvilket kunne lede tankerne hen mod en vadefugleunge. Nedenunder ses samme billede lysnet, dernæst tre dununger og til sidst et af den ene af forældrene. Billederne er taget ved Egå Engsø 22/5-08 af RSN.



Billede 5: At gættefuglen var en ryle gættede alle, men blot én gættede rigtigt på Kærløber. Ellers var der to gæt på Temmincksryle og ét på Almindelig Ryle. Billedet viser en kompakt og kortbenet ryle med brunsort overside forsynet med tydelige gullige rygbånd i kontrast til sorte rygfjer og skapularer. Tertialerne er sortagtige med lysebrune kanter og desuden ses spredt pletning i gumpen. Alle disse kendetegn er karakteristiske for netop Kærløber i sommerdragt. Både Almindelig og Temmincksryle kan udelukkes på pletningen i gumpen og tegningen på tertialerne. Billedet er taget ved Sneum 30/5-05 af RSN. Det samme gør sig gældende for de to nedenstående billeder. På det øverste ses Kærløberen sammen med den Tyknæbbede Dværgryle, der gæstede Sneum på det tidspunkt.


fredag den 1. august 2008

Mågetid

I skrivende stund er de begyndt at se unge michahelliser og cachinnanser i Sverige og på Sjælland. Derfor har jeg lagt en masse billeder af michahelliser af forskellige aldre fra juli 2008 i Catalonien på billedsiden. Billederne kan ses her.

RSN, 1/8-08.

torsdag den 31. juli 2008

Hvidvinget Terne i Årslev

Morten Jenrich Hansen (MJH) fandt i dag en juvenil Hvidvinget Terne i Årslev Engsø, hvilket er det sjoveste, der er set i kommunen i meget lang tid. Ja faktisk siden MJH soloobsede og fotograferede en 2K Kejserørn samme sted engang i juni - respekt!

Twitchede fuglen sammen med Tue Skov og så fuglen glimrende både siddende og flyvende. Flere billeder af fuglen kan ses her.

Hvidvinget Terne 1K, Årslev Engsø, 30/7-08. Foto: RSN.

Dermed en længe ventet ny kommune- og amtsart til undertegnede, hvorved jeg udbygger min føring på begge lister.

Der har forøvrigt været mange vadere i Årslev gennem hele juli, dog uden noget sjovt er faldet af. Nu går vi og venter på en Rovterne, Odinshane eller måske Stribet Ryle.

Ingen af de tre Århusbirdere har dog synderlig meget tid til birding pt. grundet specialesumpen.

RSN, 31/7-08.

torsdag den 3. juli 2008

Gættefugle juli 08

Her kommmer så sidste runde af gættefuglekonkurrencen i denne omgang. Jeg beklager forsinkelsen. Alle arter er på VP-listen. Hver fugl giver ét point. Antallet af gættebilleder, der bliver stillet kan variere fra måned til måned, ligesom det kan forekomme, at der på visse af billederne er flere fugle, der skal gættes. I så fald vil der blive gjort opmærksom på det ovenover det pågældende billede. Efter endt gætning vil den aktuelle pointstilling blive vist. Indtil videre kæmpes der blot om æren.
Gæt modtages på rsneergaard@gmail.com senest 31/7-08.


Billede 1




Billede 2




Billede 3





Billede 4




Billede 5


fredag den 27. juni 2008

Ny Buskrørs på Djursland

Twitchede torsdag nat+morgen Buskrørsangeren ved Kalø Hovedgård. Den lod sig fint både høre, se og fotografere. Ellers bød natten i ådalene på det centrale Djursland på fire Engsnarrer, to Skovhornunger, en genbrugsFlods, to Sivs samt en del af Kærs, Rørs og Græshoppesangere.

Buskrørsanger, Kalø Hovedgård, 26/6-08. Foto: RSN.



Videooptagelse af Buskrørsen med coolpix gennem skop.


Kalø Hovedgård. Den røde pil indikerer Buskrørsens foretrukne sangpost.

RSN, 27/6-08.

torsdag den 19. juni 2008

Kong Kent af Djurs

Natten mellem onsdag og torsdag den 19/6 fandt KO en Buskrørsanger på Djursland. Han alarmerede Århusbirderne, der kl. 04.00 var på pletten sammen med KO for at verificere og fotodokumentere fundet.

Uskarpe og trætte "Århus United team-medlemmer" tidligt om morgenen. KO, RDN og SSL fra venstre mod højre.

Fuglen lod sig høre fint og kunne tilmed ses og fotograferes. En virkelig fed obs, som medførte høj entuisasme - SSL kaldte det ligefrem for sin personligt bedste fugleoplevelse i 2008. Buskrørsanger var en længe ventet ny art for RSN, ny art for SSL og ny "amtsart" for alle tre Århusbirdere.
Desværre sidder fuglen på privat grund, hvorfor lokaliteten af hensyn til den private ejendomsret og på ejerens foranledning ikke offentliggøres.
Dermed KO´s tredje SU-ædelfund på Djursland i 2008 - imponerende. Fundet sender Århus United op på en tredjeplads i Landskampen - en uventet høj placering, som Århusbirderne må erkende næsten ene og alene skyldes KO´s pointhøst på Djursland.
KO har lavet mange lydoptagelser af fuglen - disse kan høres her. Nedenunder ses flere billeder af fuglen og nederst en kort videosekvens med sangen.

Buskrørsanger (Acrocephalus dumetorum), Djursland, 19/6-08. Kendetegn såsom hvid øjenbrynsstribe foran og over øjet i kontrast til mørk tøjle, kort hånd, kontrastløse tertialer, langt næb med mørk spids på undernæbbet, kold grundfarve på både under- og oversiden, og mørke ben ses på billederne. Desuden var iris en tand lysere, end hvad normalt ses på Kærsanger. Fotos: RSN.

Århusbirderne ved RSN, 19/6-08.

lørdag den 14. juni 2008

Skestork Årslev Engsø

Skestorke i de østjyske engsøer er bestemt en sjældenhed. Der er således kun fund af 11 fugle i Kommunen og 31 fugle i hele DOF-Østjylland. Typisk drejer det sig om kortvarige rastende fugle, som efter et par timer er væk igen. Derfor var det også overraskende, at en 2K Skestork havde rastet i Årslev i tre dage! Både jeg og RDN manglede Skestork i DOF-Østjylland, så vi drog derfor straks af sted for at fotodokumentere fundet. Efterfølgende meldte vi fuglen ud på dofcall, da en stationær Skestork er et sjældent og spektakulært syn i Århus…


torsdag den 12. juni 2008

Grønland

12/6-08

Netop hjemvendt fra Grønland, skal I ikke snydes for et billede fra den fine natur deroppe. Vi lavede flytællinger af fugle og pattedyr langs kysten af Østgrønland fra Scoresbysund til Station Nord. Uden at afsløre for meget kan det siges, at undertegnede fik opfyldt de hedeste drømme om arktiske måger (se billede) og pattedyr. Flere billeder vil blive postet det næste stykke tid, så husk at tjekke bloggen!!


3/6 Ismåge v Station Nord. Slædehundenes område var lige ryddet for sne, hvilket havde afsløret flere lækkerier (hundemad) til mågerne. Op til 36 fugle sås på dette meget øde sted.

RDN

onsdag den 11. juni 2008

Gallotid!

RDN er nu hjemvendt fra det kolde nord og forventes at producere i Gallohaven snarligt. Under en let omgang fodbold og saftevandsdrikning hos ham mandag (9/6) hørte vi en sydtrækkende Lille Præstekrave, og om natten lavede han i kraft af søvnproblemer (for meget søvn i Grønland?) en trækkende Vagtel indefra værelset - begge nye arter for Gallohaven. Dermed er der set 173 arter i Gallohaven.

I dag melder svenskerne om den første Kuhls på vestkysten ved Honö. Vestenvinden burde kunne give Almindelig Skråpe, Almindelig Kjove og hvem ved måske den første Kuhls i Gallohaven nogensinde de næste par dage, men det er nok spørgsmålet om nogen obser dernede? Hvis ikke det er en af de tre specialeramte Århusbirdere, bliver det nok ikke til noget!

For at minde folk om Kuhls Skråpes jizz bringes en videosekvens fra Catalonien, juli 2004.


RSN, 11/6-08.

tirsdag den 10. juni 2008

Svar på gættefugle maj 08

Hermed svarene på gættefuglene fra maj - lidt forsinket. Der var fem billeder med fem arter på, hvor hver art giver ét point. Billederne var vist rigeligt svære, idet halvdelen af deltagerne i det efterhånden noget amputerede felt blot gættede én rigtigt. I alt gættede fire personer, hvoraf én havde fire rigtige, én havde tre rigtige og to havde ét rigtigt svar.

Efter femte runde er stillingen blandt de, som har gættet alle fem runder, dermed som følger:
20 point: Andreas Bruun Kristensen.
17 point: (Sanne Busk+Stig Kjærgaaard Rasmussen).
16 point: Kent Olsen og Jan Speiermann.

JSp og KO formåede således ikke at indhente ABK, der nu ligger overordentligt lunt i svinget inden sidste runde.

Billede 1: Halvdelen af de fire deltagere gættede, at fuglen på billedet er Huldue, mens de to resterende gættede på Ringdue. Bedste kendetegn for Huldue er den markante mørke bagkant på armsvingfjerene, hvor Ringdue har en mere udvisket tegning. Nedenfor ses endnu et billede ad samme fugl. Begge billeder er taget af Tue Skov ved Moesgård Storskov, 1/6-07.



Billede 2: Igen havde halvdelen af gætterskaren gættet fuglens identitet: Middelhavssølvmåge. Den aktuelle fugl er af racen atlantis, som yngler på øerne i Atlanterhavet. Resten havde gættet Sølvmåge, hvilket også er et udemærket bud, især med henblik på fuglens placering i hvad der ligner et skandinavisk fuglefjeld med lyng og enebuske. Den meget mørkegrå ryg peger på Middelhavssølvmåge. Vingespidsen med ret bredt sort bånd på p10, således vindue og apicalplet ikke smelter sammen (se på højre vingespids) kan ses på begge arter, men er trods alt mest typisk hos Middelhavssølvmåge. Apicalpletternes størrelse ligger inden for begge arters variation. P10 stikker desuden ud bag p9 (ses på venstre vinge), hvilket også er mest typisk for Middelhavssølvmåge. Nedenfor ses endnu et billede dog formentlig af en anden fugl grundet mere slid i hånden. Begge billeder er taget af Tue Skov 3/5-06 på Azorerne.



Billede 3: Vadefuglen på billedet er en af de større bekkasiner (dvs. ikke Enkeltbekkasin), hvilket alle kunne se. Fuglen har ensfarvede undervinger, hvilket i reglen udelukker Dobbeltbekkasin (DB). Dens amerikanske pendant med mørke undervinger Amerikansk Bekkasin (AB) aka Wilson´s Snipe kan ligeledes udelukkes på baggrund af næbbets længde, som ikke er så grotesk langt som på de to tvillingearter (DB og AB). Tilbage står vi med Sibirisk (Pintail) og Altaibekkasin (Swinhoe´s) samt Tredækker, der alle har ensfarvede undervinger og kortere næb end DB. Altaibekkasin kan hurtigt udelukkes på hale- kontra benlængden, idet gættefuglen modsat Altaibekkasin viser udstikkende fødder. Tilbage står vi med Sibirisk Bekkasin og Tredækker. Gættefuglen har kraftigt plettede flanker og bryst, der fremstår som isolerede pletter fremfor konkrete flankebånd. Denne karakter, samt fuglens tyngde og tykke mave passer bedst på Tredækker, hvilket også er det rigtige svar. Sibirisk Bekkasin har større hvidt område på bugen og mere båndede flanker og ikke så plettet brystparti. Tre ud af fire gættede Tredækker, mens det alternative gæt var Dobbeltbekkasin. Gættebilledet samt de tre nedenstående er alle taget af Tue Skov ved Egå Engsø, 14/5-07.



Billede 4: Småfuglen på billede fire voldte en del problemer, idet blot en enkelt gættede fuglens identitet. Fuglen er hvidmavet, har ret lange sortagtige vinger, let kløftet sort hale med hvid basis på siderne samt sorte ben, der er placeret langt tilbage på kroppen. Desuden kan man som illustreret på nedenstående billede se, at der på vingen er et markant hvidt felt. Alt dette passer på Broget Fluesnapper, hvilket også er rigtigt. Hvidhalset kan udelukkes på haletegningen, idet denne oftest har helt sort hale uden hvide halesider. Hvidhalset og Balkan Fluesnapper har desuden begge et ret stort hvid felt ved basis af håndsvingfjerene, hvilket man formentlig ville kunne se som en dråbe ned fra det hvide felt på vingen, hvis det havde været tilstede. Alternative gæt var to gæt på Lille Fluesnapper og et enkelt på Gærdesanger. Billedet er taget af Tue Skov ved Moesgård Strand, 1/6-07.


Billede 5: Blot én gættede at den lettende fugl på det sidste gættebillede er en Sanglærke. De resterende gæt var Skærpiber, Engpiber og Toplærke. Fuglen er taget i en usædvanlig vinkel, men den meget brede arm, lange vinge med kortere yderste håndsvingfjer, hvilket får vingen til alligevel at virke ret rund, passer godt på en lærke. Næbbet er desuden for kraftigt og højt ved basis til at passe på en piber. Dækfjerene på undervingen virker en smule sandfarvede, hvilket kan lede tankerne hen ad Toplærke, men denne har endnu mere varmtfarvede undervinger og flanker. Desuden har Toplærke kortere bagklo og mindre udtalte flankestriber end gættefuglen. Kombinationen af næbbets størrelse, vingernes form, flankestriber, lyserøde ben og meget lang bagklo lader ikke rigtig andre end Sanglærke og Lille Sanglærke tilbage. På de to nedenstående billeder ses håndsvingfjersprojektionen, hvilket udelukker Lille Sanglærke. Billederne er taget af Tue Skov på Århus Østhavn, 24/3-07.



tirsdag den 27. maj 2008

Fotodok af Kærløber

SSL og undertegnede var ved Randers Fjords udmunding i går, 26/5-08. Her så vi Århus Uniteds art nr. 229 i Landskampen i form af en Kærløber. Desuden noterede vi 181 Strandhjejler, tre Islandske Ryler, 900 Almindelige Ryler, to Dværgryler og tre Stenvendere.

Kærløber, Eskeplet, 26/5-08. Foto: RSN.

RSN, 27/5-08.

Weekend i NJ

Var i NJ hos de gamle i weekenden og frekventerede i tidsrummet Skagen og Gerå to gange.

Skagen bød lørdag 24/5 på Slangeørn, tre Havørne, Hedehøg, Aftenfalk og Pirol, mens søndag gav samme Slangeørn, Lille Skrigeørn og en Svalehale, der blev opdaget af Jacob Niss rastende på Flagbakken!!

Som altid var der masser af vadere ved Gerå - vadefuglekig om foråret er fedt!

Nedenfor ses indtryk fra weekenden foreviget, RSN, 27/5-08.

Aftenfalk, 3K+ han, Grenen, 24/5-08. Foto: RSN.

Dogmefoto af Lille Skrigeørn, Flagbakken, 25/5-08. Jeg var vist den eneste, der fik et billede af fuglen, der aldrig kom rigtig tæt på. Min kun anden pomarina i DK nogensinde. Den første så jeg 26/5-01 også på Flagbakken. Foto: RSN.

Chef gået kold på trods af energiboost!!! Flagbakken, 25/5-08.

Kærløber med fem Alm. Ryler og fire Store Præst! Arten overhaler både Dværgryle og Krumnæbbet Ryle i hyppighed på Vendsyssels østkyst om foråret! Frydenstrand, Frederikshavn, 24/5-08. Foto: RSN.

Dogmebillede af en flot Odinshøne på vaden ved Gerå, 21.45 23/5-08. Første gang jeg ser arten på lokaliteten. Foto: RSN.

Gerå, 25/5-08 om aftenen. Hvor mange og hvilke arter ses på billedet? Foto: RSN.

En flok yderst smukke Lille Kobbersnepper om aftenen ved Gerå, 25/5-08. Foto: RSN.