Årets sidste forårstræktur til det norddjurske blev en god omgang. Vejrudsigten var da også lovende, så jeg ankom til sommerhuset med håb om en enkelt eller to gode fugle. Jeg tog en aftentur, hvilket set i bagklogskabens klare lys nok var en dårlig ide, da jeg endte med at komme alt for sent i seng. Turen bød dog på hele fem Vagtler, to Traner og fire Rødryggede Tornskader.
Fredagens morgenobs var god med mange fugle for en juni-dag. Over havet trak mange Suler, Sortænder og Fløjlsænder, men det bedste var dog en 2k Islom, der blev den 6. fugl dette forår på lokaliteten. Af småfugle var der godt gang i de Grå Fluesnappere (17) og der var busktræk af en lang række sangere. Biæder blev dog dagens helt store clou med 1-2 fugle trækkende øst. Den første fugl blev kun hørt, hvorimod jeg senere så 1 fugl i to omgange. Den endte med at trække sydøst mod byen. Biæder er stadig en eksklusiv art i det
østjyske.
|
5/6 Biæder Gjerrild Nordstrand Øst. En af formentlig to østtrækkende fugle |
|
5/6 Hvepsevåge Gjerrild Nordstrand Øst. Rekord-dårligt år for arten. |
|
5/6 Islom Gjerrild Nordstrand Øst. Store fødder, ølvom, langsomme vingeslag og hak i halsen. |
|
5/6 Islom Gjerrild Nordstrand Øst. Årets 6. på lokaliteten, hvilket er ny rekord. |
|
5/6 Lærkefalk Gjerrild Nordstrand Øst. Blev mobbet af de lokale handy-bogfinker. |
|
4/6 Rødrygget Tornskade Gjerrild Nordstrand. Fire fugle blev set denne aften. |
|
5/6 Sule Gjerrild Nordstrand Øst. I alt trak 234 suler mod NV, primært de første to timer af dagen. |
|
5/6 Grå Fluesnapper Gjerrild Nordstrand Øst. Mange østtrækkende fugle blev noteret. |
Lørdag morgen ankom Jørgen Staarup Christensen (JSC) og jeg til samme tid. Der småregnede, men humøret var højt og vinden stadig i sydøst, så fugle måtte der jo komme. Havet bød igen på Suler og diverse ænder, dog i lavere antal end om fredagen. To Sortterner var første observation fra Gjerrild siden 1966! En meget sen Ringdrossel (Gjerrilds hidtil seneste fugl er fra d. 2. juni) var i lang tid dagens fugl indtil jeg ved et held opdagede en flok biædere over sommerhushaverne. Vi så minimum fire fugle og var begge lettere ekstatiske, det skulle dog vise sig at flokken havde været på hele 9 fugle set af Anders Rasmussen to minutter før vores observation fra den nærtliggende Marshøj. Der var flere rovfugle denne morgen også med fire Lærkefalke, Fiskeørn og omkring 10 Hvepsevåger.
|
6/6 Fløjlsand Gjerrild Nordstrand Øst. |
|
6/6 Lærkefalk Gjerrild Nordstrand Øst. Mindst 8 trækkende fugle denne dag (inkl. tal fra Marshøj). |
|
6/6 Ringdrossel Gjerrild Nordstrand Øst. Seneste fugl på lokaliteten. |
|
6/6 Sortstrubet Lom Gjerrild Nordstrand Øst. Rekord forår for arten på lokaliteten. Fantastisk flot fugl. |
Søndagens morgenobs blev droppet grundet hård vind. Sommerhuset blev gjort rent og kursen sat mod Aarhus med et par korte stop på vejen. Syd for Glesborg ligger der en stor grusgrav, som jeg ofte har ville tjekke. Der var hverken Biæder eller Stor Hornugle, men på en mark lige syd for rastede to Sorthovede Måger i en lille flok blandede måger.
|
7/6 Sorthovedet Måge Laen. |
|
7/6 Sorthovedet Måge Laen. Den ene fugl var ringmærket, men kunne desværre ikke aflæses. |
|
7/6 Sorthovedet Måge Laen. Sandsynligvis et par - fuglene kaldte højlydt, da de fløj væk. |
RDN
Ingen kommentarer:
Send en kommentar