tirsdag den 25. marts 2008

Negergåsdebat

Sortbuget Knortegås, Agger Tange, 9/4-07. Foto: MO. Klik her for flere billeder.

På Netfugl huserer lige nu en debat vedrørende bestemmelsen af en Knortegås fotograferet på Agger Tange i maj sidste år. Sandsynligvis samme fugl er fotograferet af Mads Navtoft Olsen (tidligere Århusbirder, snart "Holstebronx"-birder) i april sidste år i forbindelse med et twitch på Amerikansk Pibeand. Fuglen er en klar Sortbuget efter min mening, idet jeg opfatter både ryg-, bug- og flanketegning/farve som værende udenfor variationen hos Mørkbuget Knortegås. Et af de allerbedste kendetegn (og efter min mening et mere sikkert kendetegn end bugfarven, som kan ændre sig meget med lyset) er kontrasten mellem ryg og tertialer. På nigricans er denne kontrast som oftest svær at se og aldrig så tydelig som på bernicla (og hrota). Denne karakter er selvfølgelig også lysafhængig, men i mindre grad end bugfarven, synes jeg. Halspletten er stor, men er set mere sammenflydende fortil - jeg vil dog stadig absolut mene, at den er indenfor variationen hos nigricans.

RSN, 25/3-08.

lørdag den 22. marts 2008

Betragtninger på en vinterforårsdag

Kong vinter har endelig holdt sit indtog over landet og har sat en midlertidig stopper for det fremstormende forår. I stedet for at græde snot over at foråret og trækfuglene lader vente på sig, bør man udnytte situationen til at finde hits. Snedækket vil givet koncentrere småfuglene på egnede steder såsom strande, stubmarker og ved frugttræer. Potentielle hitarter er lærker såsom kalanderlærker, drosler såsom Guld-, Brun-, Gråstrubet og Sortstrubet Drossel samt værlinger såsom Pile-, Dværg- eller den længe ventede twitchable Hvidkindede Værling. Eller hvem ved måske en amerikansk spurv på vej mod nord.

Menighedsfakultetet, Katrinebjergvej, Århus N, 22/3-08. Opsøg steder som dette lige nu....

så kan du finde arter som dem på billedet og måske noget lidt vildere...

Så er undertegnede desuden flyttet, dog kun ca. ti meter over på den anden side af min gang på unikollegiet, så jeg nu har udsigt til uniparken. Satser på at blive vækket af Pirol eller Lille Fluesnapper engang i maj måned!

Udsigt fra mit nye "hjem". Landets bedste matrikel til Korttået Træløber?

RSN, 22/3-08.

fredag den 21. marts 2008

Svar på gættefugle marts 08

Hermed svarene på gættefuglene fra marts. Der var fem billeder med med fem arter på, hvor hver art giver ét point. Billederne var åbenbart rigeligt svære, idet der generelt var få rigtige svar. I alt gættede otte personer, men ingen havde alle rigtige havde. Én havde fire rigtige, to havde tre rigtige, tre havde to rigtige og to havde ét rigtigt svar.

Efter tredje runde er stillingen blandt de, som har gættet alle tre runder, dermed som følger:
13 point: Andreas Bruun Kristensen.
11 point: Kent Olsen og Jan Speiermann.
10 point: (Sanne Busk+Stig Kjærgaaard Rasmussen).
9 point: Palle Jensen.
7 point: Morten Kofoed Hansen, Michael Højgård Hansen og Mathias Blicher Bjerregård.

Billede 1: Tre personer gættede, at den uskarpe fugl på billedet er en hun Blåhals. Ingen andre fugle har samme tegning med hvid strube omgivet af mørk malarstribe og bryst. Alternative gæt var Sortstrubet Drossel og Spansk Spurv. Billedet er taget i Sharm El Sheikh, Egypten, 3/1-08.

Foto: RSN.


Billede 2: Blot én gættede, at fuglen på billedet er en 1K Sildemåge. Derudover gættede samtlige andre på Middelhavsmåge på nær en enkelt, der gættede Kaspisk Måge. Sidstnævnte har mere udflydende tegninger på dækfjer, ryg og hoved. Middelhavsmåge og Sildemåge i juvenil dragt ligner generelt hinanden meget. Pågældende fugl er en Sildemåge, idet den har et kort næb næsten uden gonysvinkel. Desuden ses på det øverste af nedenstående billeder, at fuglens bryst er ret tegnet, hvor Middelhavs oftest udviser et lysere bryst i kontrast til plettede brystsider. Fuglen sås desuden i flugt, hvorved de inderste håndsvingfjer sås. Disse var brunsorte uden lysere vindue, som ses hos Middelhavsmåge. Et andet faktum, der taler mod Middelhavsmåge, er, at billedet er taget 3/10-05 i Blåvand. På dette tidspunkt vil Middelhavsmåge altid have fældet nogle rygfjer samt ofte også flere af de mellemste dækfjer. Sildemåge er derimod oftest i juvenildragt indtil oktober.

Fotos: RSN.


Billede 3: At fuglen på billedet er en Rødstrubet Piber gættede halvdelen af gætterskaren. Ellers var der gæt på Skovpiber, Bjergpiber og Vindrossel. Følgende karakterer afslører fuglen som en Rødstrubet Piber: Kraftige sortagtige striber (der fortsætter ned langs flanken) på hvid bagrund på undersiden, kraftig øjenbrynsstribe, kraftig sort halsplet, brede hvide kanter på de mellemste dækfjer dannende et tydeligt hvidt vingebånd og en ryg med brede sorte tegninger og hvid stribe over skulderen. Billedet er taget i Sharm El Sheikh, Egypten, 3/2-08. Nedenunder ses endnu et billede af samme fugl.

Foto: RSN.


Billede 4: Alle gættede, at fuglen på billedet er en Gråstrubet Lappedykker, hvilket kendetegn som langt næb med gullig basis på undernæbbet og diffust tegnet grålig kind afslører. Billledet er taget af RSN i Egå Engsø, 18/11-08.


Billede 5: Vaderen på billedet var åbenbart en hård nød at knække, idet blot én person gættede, at det drejer sig om en ganske Almindelig Ryle. Krumnæbbet Ryle, Bairdsryle, Svaleklire og Wilsons Svømmesneppe var alternative bud. Næbbets længde og krumning udelukker Bairdsryle, mens Wilsons kan udelukkes ud fra bl.a. krumt næb og brysttegning. Svaleklire kan udeukkes på næblængden og benfarven. Fuglen er en ret langnæbbet og langbenet ryle, hvilket leder tankerne hen ad Krumnæbbet. Denne har dog endnu længere næb, har lysere brysttegning og desuden kraftigere øjenbrynsstribe, hvorved vi står tilbage med Almindelig Ryle. Billedet er taget ved Nabq, Egypten, 7/2-08 i 25-30 graders varme. Netop i varmt vejr virker (vade)fugle ofte slankere end i mere køligt vejr. Fuglen var da også kortvarigt mistænkt for Krumnæbbet, men blev bl.a. set flyve og hørt kalde. Desværre har jeg ikke andre billeder af pågældende fugl.

torsdag den 20. marts 2008

Uglelyt i kulden, 18/3-08

Med muligheden for at score en ny ædelart og fire point til Landskampen, tog undertegnede sammen med Simon Waagner, Erik Dylmer og SSL på uglelyt omkring Silkeborg for at finde Perleugle og andre ugler.
Vejret var helt stille, stjerneklart med næsten fuldmåne og koldt - optimale betingelser for ugler. Første stop var Kalbygård Grusgrav, hvor vi ikke hørte Stor Hornugle, i øvrigt mit tredje negative forsøg på denne oplagte lokalitet i år, så den er der nok ikke.
Andet stop var Hårup Sande øst for Silkeborg, et meget specielt område bestående af lysåben ældre fyrreskov med en god bestand af Sortspætter - virkelig oplagt til Perleugle. Eneste lyd hér var dog en tudende Skovhornugle og dermed endelig ny amtsart til mig, nr. 251 i rækken, hvorved jeg kom op på siden af SSL igen. Hovedvejen til Silkeborg forstyrrede dog lydbilledet så meget, at vi hurtigt rykkede videre til Thorsø, hvor vi absolut ingenting hørte.

På trods af meget observante birdere lykkedes det os ikke at finde det store. Fra venstre mod højre: SSL, SRW og EDy.

Dette var også tilfældet ved de næste mange stop ved på nordsiden af Salten Langsø, dog hørte vi til sidst to Natugler, der svarede hinanden og vores båndoptager. Alt i alt et meget magert udbytte af tre timers natlyt, når nu vejret var så perfekt.

For at genoplive den suveræne oplevelse med Perleuglen fra Tved Plantage i Thy for næsten præcis to år siden, har jeg lagt et billede af glade twitchere ind samt en video med Perleuglens sang nederst.

MO, SSL, RDN og Kjeld Richard Ross, der alle fik ny art på Perleuglen.


Perleugle, Tved Plantage, Thy, 16/3-06. Video: RSN.

RSN, 20/3-08.

tirsdag den 11. marts 2008

Djurslandssats tur 1

Lørdag den 8. marts tog de to århusbirdere, SSL og undertegnede, sammen med MO til Gjerrild Nordstrand på morgenbs. Morgenen bød på pæn trækfugleaktivitet med en del trækkende Musvåger, duer og kragefugle, og da vejret samtidig var fint med sol og frisk søndenvind, var forårsstemningen i top. Desværre tiltog vinden i løbet af formiddagen og gjorde birding til en kold fornøjelse sidst på dagen. Af de mere sjove obs på morgenobsen kan nævnes syv Suler, 18 Rødlommer, en Pibesvane, ti Havlitter, to Vandrefalke, 26 Hulduer, tre Hedelærker, to Bjergvipper og en enkelt Hvid Vip.

SSL og MO. Førstnævnte multitasker i den velkendte ligge/lytte-position og plejer dermed sine mange fysiske skavanker samtidig med at intensivere sin effektivitet i noteringen af småfugletrækket.

Det var tydeligt at mærke, at vinterrusten lige skulle rystes af kikkerten, da dagen bød på flere lidt sjove indfaldsvinkler til fuglebestemmelsen. Kulminationen på dette var, da undertegnede meldte Mallemuk på en Vandrefalk, der lå og jagtede en Allike meget lavt ca. en kilometer ude over havet.

Adult Vandrefalk med Allike i fangerne. Blev opdaget lavt over havet i jagt på Allike, som den siden tabte, sloges om med måger, fik samlet op igen fra havet!!! og sluttelig plukkede i flugt på vej ind mod kysten. En superfed oplevelse - hele seancen tog ca. et kvarter, desværre bøjede fuglen af og tog en kurs øst om obsposten. Foto: RSN.

Det skal dertil siges, at jeg korreksede mig selv hurtigt og ydermere, at mit aktivitetsniveau har været under vanlig standard denne vinter, således var følgende almindelige arter nye landskampsarter for mig: Grågås, Krikand, Rødben, Engpiber, Jernspurv og Rørspurv.....

Efter morgenobsen prøvede vi bakken på Marshøjvej i Gjerrild By, men efter en halv time med blot tyve Musvåger og en hybridkrage opgav vi rovfugleobsen. Herefter birdede vi Bønnerup Havn, Sangstrup Klint, Fornæs og Grenå Havn uden det store resultat. Højdepunkterne resten af dagen var lidt Suler, en Bjergand, en Islandsk Ryle, en Sildemåge, fem Rider, fire Tejster og to Bjergvipper. Tornbladkrattene ved Fornæs syntes oplagte til Sortstrubet Bynk, men lokaliteten var totalt vindblæst og derfor fugletom.

Det bliver spændende at se, hvad N-Djurs kan give af overraskelser i løbet af foråret. På mine tre besøg på Djursland sidste forår så jeg hhv. Stor Skrigeørn, Hvid Stork og Hedehøg - så i år satser vi på Lille Skrigeørn, Sort Stork og Steppehøg.

RSN, 11/3-08.

tirsdag den 4. marts 2008

Gættefugle marts 08

Alle arter er på VP-listen. Hver fugl giver ét point. Antallet af gættebilleder, der bliver stillet kan variere fra måned til måned, ligesom det kan forekomme, at der på visse af billederne er flere fugle, der skal gættes. I så fald vil der blive gjort opmærksom på det ovenover det pågældende billede. Efter endt gætning vil den aktuelle pointstilling blive vist. Indtil videre kæmpes der blot om æren.
Gæt modtages på rsneergaard@gmail.com senest 20/3-08.


Billede 1




Billede 2




Billede 3




Billede 4




Billede 5

søndag den 2. marts 2008

Svar på gættefugle febrar 08

Hermed svarene på gættefuglene fra februar.
Der var fem billeder med i alt seks arter, hvor hver art giver ét point. I alt gættede ti personer, men ingen havde alle rigtige havde. Tre havde fem rigtige, to havde fire rigtige, tre havde tre rigtige og to havde to rigtige svar.

Efter anden runde er stillingen dermed som følger:
9 point: Kent Olsen og Andreas Bruun Kristensen.
8 point: Jan Speiermann og (Sanne Busk+Stig Kjærgaaard Rasmussen).
7 point: Nikolaj Noel Christensen.
6 point: Palle Jensen, Lasse Braae, Mathias Blicher Bjerregård og Michael Højgård Hansen.
5 point: Morten Kofoed Hansen.


Billede 1: Alle kunne se, at det drejede sig om en vadefugl og udover det rigtige, som er Stor Kobbersneppe af racen islandica, var der desuden gæt på Lille Kobbersneppe og Kortnæbbet Sneppeklire. I alt gættede seks personer rigtigt. Lille Kobbersneppe kan udelukkes på savtaksmønstrede tertialer. Islandsk Stor Kobbersneppe har karakteristiske tegninger på skulder og rygfjer. Disse er rødbrune med et sort center, der er formet lidt henad en stjerne med fire spidser eller evt. som et sort subterminalt bånd der er kraftigst på midten. På gættebilledet ses desuden grålige dækfjer i kontrast til tertialer og ryg/skuldre, hvilket er karakteristisk for Islandsk Stor Kobbersneppe. Billedet er taget på Agger Tange 30/6-04. Herunder ses et par andre billeder af samme fugl.

Fotos: RSN.



Billede 2: Alle havde gættet, at de to fugle var to ryler. Den bagerste er en Dværgryle, mens den forreste er en Temmincksryle. Temmincksrylen kan kendes på den grå overside med tilfældigt afsatte fjer med sorte centre og brunlige kanter, og alle gættede da også Temmincksrylen. Dværgrylen i baggrunden voldte mere besvær og i alt seks personer gættede den. Der var desuden gæt på Temmincks-, Alm. og Tyknæbbet Dværgryle. Disse kan dog alle udelukkes på de sortcentrede tertialer med kraftigt rødfarvede kanter. Af småryler i sommerdragt er Dværgryle den med de mest markant farvede tertialer og dækfjer. Desuden fornemmes de to lyse rygstriber. Nedenunder ses to andre billeder taget samme dag og samme sted, nemlig Rærup, Aalborg 13/5-06.

Dværg- og Temmincksryle til hhv. venstre og højre.

Dværgryle i midten mellem to Temmincksryler. Fotos: RSN.



Billede 3: Seks gættere havde gættet, at fuglen er en Stellersand, mens alternative gæt var Ederfugl og Fløjlsand. Den meget sortbrune krop med dobbelte hvide vingebånd er karakteristisk for Stellersand hun. Billedet er taget ved Vadsøya, Norge i juli 2007.

Foto: SSL.



Billede 4: I alt syv personer gættede, at fuglene (fire i det hele, tro mig) på det meget mørke billede er Lichtensteins Sandhøns. Der var desuden gæt på Skovsneppe, Storkjove og ????. Billedet er taget i næsten totalt mørke om aftenen 3/2-08 i Sharm El Sheikh i Egypten, men ved oplysning et billedbehandlingsprogram fremkom fuglene pludseligt. På især fugl 3 og 4 kan man se de karakteristiske tætte tværbånd på vingen. På fugl 4 ses desuden hannens karakteristiske diadem i hovedet.

Originalen....

og det behandlede billede..... Foto: RSN.



Billede 5: Rundens sværeste fugl, idet blot to havde gættet, at fuglen på billedet er en Lattermåge. Alternative gæt var Middelhavssølvmåge, Armensk Måge, Steppemåge (Larus cachinnans barabensis), Ringnæbbet Måge, Audoinsmåge og Ride. De tre sidstnævnte kan udelukkes på den meget mørke overside. Den mørkegrå overside med lige afskåret sort hånd uden synlige hvide spidser udelukker stort set alle andre måger. Billedet samt de to billeder herunder er taget på Madeira 30/1-06 af Klaus B. Fries.

Fotos: KBF.