mandag den 28. april 2008

Svar på gættefugle april 08

Hermed svarene på gættefuglene fra april. Der var fem billeder med fem arter på, hvor hver art giver ét point. Billederne var lettere end forrige runde, idet de fleste gættede tre eller flere rigtigt. Dder generelt var få rigtige svar. I alt gættede syv personer, hvoraf én havde alle rigtige, fire havde fire rigtige, én havde tre rigtige og én havde ét rigtigt svar.

Efter tredje runde er stillingen blandt de, som har gættet alle tre runder, dermed som følger:
16 point: Andreas Bruun Kristensen.
15 point: Kent Olsen og Jan Speiermann.
14 point: (Sanne Busk+Stig Kjærgaaard Rasmussen) og Palle Jensen.
11 point: Morten Kofoed Hansen.
8 point: Mathias Blicher Bjerregård.

Førerfeltet bestående af ABK snublede derved i denne runde, og KO og JSp ligger blot ét point bag ham, mens SB+SKR og PJ er to point bag ham. Med to runder tilbage er alt dermed åbent.

Billede 1:
Fuglen er en Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl, hvilket alle pånær én gættede. Har man først sporet sig ind på, at fuglen er en smådrossel, kan alle andre arter udelukkes på basis af den lysebrune stribede ryg, renhvide strube og vigtigst flødefarvet til hvidlig overgump. Billedet er taget af Klaus B. Fries 5/10-03 ved Husby Strand, Fyn.

Billede 2: Alle pånær én gættede, at fuglen var en ganske almindelig Tyrkerdue. Det alternative gæt var Skoggerdue, som udfra billedet ikke kan udelukkes, må jeg indrømme. Billedet er taget af SSL i Århus 29/7-04.



Billede 3: Alle pånær én gættede, at fuglen er en Hvidkronet Stenpikker. Eneste alternative gæt var Sørgestenpikker, som kan udelukkes på, at det sorte på bugen slutter lige før benene, hvor det hos Sørgestenpikker slutter bag benene. Desuden kan man lige ane den hvide krone på begge sider af næbbet, hvorfor fuglen er 3K+ og ikke 2K, som flere ellers tilføjede. Et andet billede af fuglen, der er fotograferet i Sharm El Sheikh 6/2-08 af RSN, kan ses herunder.



Billede 4: I alt tre personer gættede, at fuglen på billedet er en Høgeugle. Alternative gæt var
Nathejre, Berberfalk og Mosehornugle. Fuglen flyver opad mod højre i billedet. De hvide skuldre på fuglen afslører og den ret lange hale, at det er en Høgeugle fotograferet af RSN ved Korsø, Hanstholm, 24/12-05.




Billede 5: At den dykkende fugl på billedet er en Lomvie, gættede tre personer. Ellers var der gæt på Søkonge og Vandstær. Sidstnævnte kan udelukkes på den hvide undergump og bug. Kombinationen af brunlig overside og mørke ben passer bedst på Lomvie af alkefuglene. Desuden synes jeg, at man kan ane lidt stribning bagerst på flanken lige over vandplasket. Billedet er taget af René Larsen i Hirtshals Havn.

Djurslandssats tur 6

Som eneste repræsentant for Århusbirderne har undertegnede deltaget i alle tre ture til Gjerrild i den forgangne uge fra 19-24/4. Heraf har der været én lidt halvsløj dag (20/4 med lidt rovfugle og kun små småfugle) og to gode dage (19/4 med Rødtoppet og masser af rovfugle samt 24/4 med masser af småfugle).

Det var derfor med store forventninger om småfuglefald og store vingefang i forbindelse med vejrskiftet fra østen- til vestenvind, at jeg sammen med Kent Olsen (KO) tog til Gjerrild Nordstrand lørdag morgen den 26. Total tåge, intet træk og få rastende småfugle mødte os her, hvorfor vi tog videre mod vest efter et par timers lusken. Op ad formidddagen kom opklaringen og masser af kilometer senere havde vi besøgt Hevring Hede, Eskeplet, Sødringholm, Væth Enge og Egå Engsø og set masser af fugle dog intet overraskende. Da RDN ringede og fortalte om Sort Glente, Steppehøg og to Kongeørne ved Grenå, var det som en rød klud for øjnene af os, og vi forbandede vores egen utålmodighed. Efterfølgende modtog vi begge en SMS fra RDN: "Nu er det jeres skyld, at vi ikke vinder! Dumme Kent og Rune!" - modige ord fra en mand, der sidder i København de fleste weekender og ikke har bidraget med noget til Landskampen siden primo januar!!!

Besluttet på at råde bod på vores bommert tog vi endnu en gang til Gjerrild fra morgenstunden. Her fik vi selskab af Team Helsted fra Randers, Erik Hørning, Ole Frederiksen (OFr) og kortvarigt (heldigvis) et støjende og antalsmæssigt stærkt fuglekursushold.... Morgenobsen var præget af dis og småregn, men kastede alligevel lidt af sig i form af otte Rødlommer, fire Røde Glenter, to Moseugler, seks Ringdrosler og pænt med Skovpibere.

Klokken 11.30 klarede det endelig lidt op og vi begav os op på Marshøj sammen med OFr. Det viste sig at være en god beslutning for i løbet af et par minutter fandt KO en Post Glemte aka Sort Glente. Det væltede bogstavelig talt op med våger og flere skruer på 50-75 fugle sås. Kort efter glenten sås to Traner, og ti minutter senere fandt OFr lige foran næsen på os en Sort Stork.

Adult Sort Stork med Musvåger. Foto: RSN.

To Traner øverst til venstre, adult Sort Glente øverst til højre, én af to Moseugler om morgenen nederst til venstre samt adult Sort Stork nederst til højre. Fotos: RSN.

Mens jeg famlede på mobilen med at melde storken ud fandt Gjerrilddebutanten KO en ørn, som han hurtigt bestemte til en Stor Skrigeørn.

3K Stor Skrigeørn. Bemærk fældning i armsvingfjer! Mobbes af Ravn nederst. Fotos: RSN.

Den sås på ret stor afstand i små fem minutter og gik til sidst til rast i skoven. Den kom dog op igen lidt senere, og KO og jeg kørte ned til bakken ved skoven (fra nu af kaldt "kakaobakken") for at se den bedre og få fotodokumenteret den ordentligt. På vej igennem byen ned til kakaobakken fandt og fotodokumenterede KO en Hvid Stork, mens han hang ud af bildøren med 70 km/t - sejt! Da vi kom til bakken lå skrigeørnen i en skrue med begge storke på kort afstand og KO fik nogle udmærkede billeder af kræene!
Ørnen var 3K, da den havde lyse spidser på de store dækkere og hvide håndrodspletter på oversiden samtidig med, at den var i fældning i armsvingfjerene. Til sidst forsvandt ørnen langsomt mod vest, hvilket nok er ensbetydende med, at den dukker op i Skagen om et par dage! Den Hvide Stork forsvandt nok mod SØ, mens den Sorte Stork gik til rast i skoven. Fra Kakaobakken havde vi desuden et mylder af cirkulerende Musvåger, minimum to Sorte og flere Røde Glenter, lidt Fjeldvåger, en Sortspætte, to Grønspætter og en Skovsanger.

KO og OFr nær Kakaobakken, som er opkaldt efter en ihærdig Gjerrildpatriot, der indtager adskillige Mathilde Café under en dagsobs.

48 Musvåger, men måske er der en Post Glemte imellem? Foto: RSN.

I alt vurderes, at minimum 600 Musvåger, ti Røde Glenter, fire Fjeldvåger og to Sorte Glenter sås i løbet af dagen. Dagens obs ved Gjerrild afsluttedes med syv indtrækkende Traner og en rastende Lærkefalk ved Nordstrand. På vej hjem sås to Kirkeugler ved et gammelkendt sted!

Alt i alt en superdag og vel en af de allerbedste dage ved Gjerrild nogensinde? Århus United fik derved sine første bonuspoint, rykkede op på en flot femteplads og fik fotodokumenteret alle deres obs af de halvsjældne fugle på forbilledlig vis. Undertegnede fik bizart nok kun en ny "amts-art", nemlig Sort Glente, hvorved jeg igen overhaler SSL på "Amts-listen". Fed, som vi siger i Århus!

RSN, 28/4-08.

fredag den 11. april 2008

Spørgehjørnet

Som et nyt tiltag på Århusbirder introducerer vi Spørgehjørnet, hvor almindelige mennesker kan få opklaret identiteten på fugle, de ikke umiddelbart kan bestemme.

Det første billede kommer fra Sonny Bitch fra Egå i Århus, som har sendt følgende billede og medfølgende mailtekst:

"er dette her 1 Rindrossel? i min "Politikens Fugle" er den eneste fugl med sort krob og hvid tegning på bryst næbet er bar ikke gul på min fugl kan det skylles at det er en nyudfløjn ung? billedet er taget gemmen vindue igår i min have i Egå ka det udfra det dårlige billed overhodet lad sig gør at bestem fugl på forhånd tak sonny."

På Århusbirder er vi blanke, måske andre har et bud?

Ny hitsø!

På vej hjem fra Silkeborg i går slog EDy og undertegnede vejen forbi det nyetablerede vådområde ved Lyngbygårds Å mellem Skovby og Sjelle. Det sjoveste fuglemæssigt var 30 Krikænder, tusind små måger og 30 Tornirisker, men lokaliteten så super giftig ud. Oversvømmede enge og en sø med masser af mudderbanker giver forhåbninger om masser af Tinksmede og Temmincksryler samt hitarter såsom Odinshane, Stribet Ryle og Damklire. Tjek det selv ud!

RSN, 11/4-08.

Birding Midtjylland

Idet det ikke lykkedes Århus United at finde Sortstrubet Bynkefugl under det store influks i månedsskiftet februar-marts, tog undertegnede sammen med Erik Dylmer 10/4 til Vrads Sande, som er den eneste relativt faste yngleplads for arten i det tidligere Århus Amt. Med afgang kl. 05.45 fra Århus ankom vi til åstedet lidt i syv.

Vrads Sande består af skovomkranset lynghede med Ene, Bjergfyr, fugtige partier og to små søer. En superflot lokalitet. Find EDy!

Efter en times tid lykkedes det os endeligt at finde en hun Sortstrubet Bynk og kort derefter to hanner, som sad op ad hinanden og sang - superfedt!

Den flotte han. Foto: RSN.

Den ene af hannerne var tilsyneladende i par med hunnen, mens den anden svagere farvede han (2K?) var alene og meget sangaktiv. Foto: RSN.

Området, hvor de de sortstrubede holdt til. Som det ses, er det ikke slige steder som frekventeres oftest af birdere, og da Jylland har masser af disse lokaliteter, må bestanden tælle hundreder af par?

Vrads Sande bød desuden på en Sortspætte og tre Halemejser. Senere på dagen så Mogens Erlandsen udover de tre bynkefugle en Duehøg og Stor Tornskade, som tidligere har ynglet der.

Herefter kørte vi gennem Store Hjøllund Plantage, hvor vi standsede en enkelt gang og hurtigt hørte en syngende Hedelærke. Plantagen skulle ydermere være stensikker til Natravn senere. Et stop i Børgelund Plantage på et sted, hvor EDy engang har haft hele tre syngende Rødtoppede Fuglekonger, gav to Skovsnepper, Halemejser og to Grønspætter, men ingen Rødtoppede. Endnu en Grønspætte gav lyd fra sig ved Sepstrup Sande, hvor 400 Sjaggere blev tjekket for Ringdrossel uden resultat. Vi fandt til gengæld en halvdød Sjagger, som EDy effektivt aflivede med et veltilrettelagt sving mod en sten, alt imens han snakkede med konen i telefonen - respekt! Dernæst kørte vi til DMU i Silkeborg og lavede speciale. På vej hjem fra Silkeborg så vi en Rød Glente ved Kalbygård Skov, hvor vi også så en fugl 4/3.

RSN, 11/4-08.

torsdag den 3. april 2008

Gættefugle april 08

Alle arter er på VP-listen. Hver fugl giver ét point. Antallet af gættebilleder, der bliver stillet kan variere fra måned til måned, ligesom det kan forekomme, at der på visse af billederne er flere fugle, der skal gættes. I så fald vil der blive gjort opmærksom på det ovenover det pågældende billede. Efter endt gætning vil den aktuelle pointstilling blive vist. Indtil videre kæmpes der blot om æren.
Gæt modtages på rsneergaard@gmail.com senest 25/4-08.


Billede 1




Billede 2




Billede 3




Billede 4




Billede 5

onsdag den 2. april 2008

Bjergpibere i sommerdragt

For tiden opholder der sig en flok Bjergpibere i NV-enden af Årslev Engsø (13 meldt 31/3). Da Simon Waagner i går (1/4) meldte fuglene pp tog undertegnede derud for at tjekke dem, idet fugle i sommerdragt er kendt for at kunne volde identifikationsproblemer i forhold til den nært beslægtede art Skærpiber. Ligesom SRW kunne jeg kun få fuglene til at være Bjergpibere, hvor af kun et par enkelte ikke var i sommerdragt. Vejret var desværre ikke optimalt, da det regnede og blæste, men det lykkedes mig alligevel gennem som altid hårdt og ihærdigt arbejde at få nogle dokubilleder af fuglene. Disse kan ses her.

I alt sås minimum ni fugle, hvilket er den største aprilobs i Danmark nogensinde sandsynligvis. Fuglene var ret tillidsfulde og fouragerede ofte åbent på den kortgræssede eng. Denne adfærd ses ikke ofte hos Bjergpiber. som Jeg kan kun opfordre til, at man tager ud og ser fuglene - Bjergpiber i sommerdragt er virkelig en flot fugl.

De fleste var kendetegnet ved meget slidt ryg og slidte vinger, hvilket gav en meget lyst brun grundfarve, der ikke ses på Skærpiber. Kun en enkelt havde store massive vingebånd og meget lyse tertiærkanter. Skærpiber kunne desuden udelukkes på hvide halesider, varmt brun overgump, lyst rosafarvet underside med meget få tynde eller slet ingen striber på flanken, gråt hoved med markant hvid øjenbrynsstribe samt stemmen. Generelt synes jeg, at vigtigheden af kontrasten mellem grå nakke og brun ryg som Bjergpiber-kendetegn overdrives. Bjergpibere i sommerdragt kan godt have grålige indslag på ryggen og især på skapularerne (skuldrene), hvilket nedenstående billlede også viser. Desuden ses det tydeligt på dette billede fra Østrig på Netfugl.

Foto: RSN.

RSN, 2/4-08.

tirsdag den 1. april 2008

Sejren er vår!

Fire af de fem repræsentanter for Århus United er i gang med deres speciale. HLL alias "hit-Henning" er eneste mand med fast job, men dog stadig den langt mest aktive på vores hold. Derfor besluttede resten af holdet efter nogle fælles-øl i weekenden at stramme op mht. antallet af felttimer i foråret. Da SSL, KO, RDN og undertegnede alle er i gang med skriveprocessen i specialet, har vi besluttet, at dette lige så vel kan gøres på Anholt som i Århus. Århus United minus HLL rykker derfor teltpælene op fra 20/4 til 10/6 (med enkelte pauser væk fra øen indlagt), hvor det via RDN´s forbindelser på det familiemæssige plan er lykkedes os at låne et sommerhus i Anholt by....

Vi har ligeledes fået carte blanche til at ringmærke med ca. 200 netmeter i sommerhushaven i første omgang. Denne aktivitet flyttes dog til Totten Fyr, såfremt vores planer lykkes. Vi har allerede fået tilsagn om at låne fyrboligen til natlogi, mens ringmærkningstilladelsen hér mangler at gå endeligt igennem.

Som seriøse specialestuderende kan vi dog selvfølgelig ikke birde hele tiden og må derfor nok ty til bøgerne og den bærbare om eftermiddagen en del af dagene. Men morgen- og aftenlusk samt morgentrækobs skal det nok blive til. Hvis det vælter med rovfugle, vil vi nok også kunne afse tid til en eftermiddagsobs.

Dermed synes vejen banet for den endelige sejr i Landskampen. Med vores Anholt-sats håber vi at kunne se de fleste forårsspecialiteter såsom storlommene, hvide hejrer, Sort Stork, Steppehøg, Aftenfalk, Pomeransfugl, Tredækker, Turtel, Biæder, Vendehals, Markpiber, Rødpiber, Rødrygget Svale, Blåhals, Lunds, Lille Flue, Pirol, Gulirisk, Karminpap, Lapværling og Hortulan. Desuden kan man jo håbe på nogle af de endnu sjældnere arter fx. Lille Skrigeørn, Korttået Lærke, Citronvip, Flods, Hvidskægget Sanger, Hvidhalset Flue, Rosenstær og Dværgværling samt et par SU-arter - forhåbenligt megaer!

Totten Fyr, primo juni 2008 !!!!

RSN