Viser opslag med etiketten Lister. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lister. Vis alle opslag

lørdag den 5. november 2016

Husrødstjert (Phoenicurus ochruros) ssp. phoenicuroides

Lidt billeder af den mulige Østlige Husrødstjert 1k Male fra Bønnerup Havn d. 5. november 2016








Stephan Skaarup Båsen Lund

søndag den 19. juni 2016

Mandø til Blåvand sidst i maj.

En sen forårstur til Mandø blev planlagt torsdag aften d. 26. maj efter en lang periode med østenvind. Planen var at natlytte langs Kongeåen inden den planlagte ankomst til Mandø omkring midnat. Vi kørte af ved Lunderskov og fortsatte mod Gamst Enge, da vi passerede et byskilt med navnet Dollerup. RDN kunne huske utallige hits fra Dollerup Sø fra sin barndom, så vi vendte bilen og kørte mod barndommens paradis. Her kunne vi ikke lige finde et godt sted at parkere, så vi kom for langt og ville igen vende bilen. Vi svingede ind på en grusvej, og besluttede lige at give Engsnarre en chance på den våde eng syd for grusvejen. Ude af bilen fik vi en uventet pæn velkomst af en Flodsanger der sang lystigt fra lidt piletræer på engen. Den næste time gik herefter med at dokumentere fuglen som sad sammen med to Græshoppesangere, hvorefter vi igen, opløftet, fortsatte mod Gamst Enge. Nattergal 3, Græshoppesanger 4, bynkefugl og kærsangere var eneste udbytte ved engene, men området har stor potentiale. Det blev ikke til mange flere stop, før vi ankom til Mandø, hvor vi fik tre timers søvn i et lille shelter.            



Kl. 4 gik jeg i det sydlige digekrat, og RDN blev i byen. Jeg lokaliserede hurtigt den stationære Sydlige Nattergal i digekrattet, hvor også en Blåhals og Karmindompap kunne bogføres. RDN fandt en Rødrygget Tornskade og en Bomlærke i byen, og resten af dagen kunne Skestork 6, Hedehøg, Broget Flue, Grå Flue 4, Stenpikker 4, Kærsanger 6, Gulbug 21 og Havesanger 11 noteres. Vi besluttede omkring middag at køre mod Blåvand, så vi kunne tjekke så mange lokaliteter som muligt inden solnedgang.
Det blev drive by birding på vej til Sneum Engsø, da krystalkuglen havde forudsagt, at det var vores tur til at finde en farvelade fugl på en pæl. Det gik dog ikke i opfyldelse, så vi måtte nøjes med lidt Sølvhejre og Blåhalse.
Sneum bød ikke på det store udover Dværgmåge 5, Brushane 5 og en 3K Sorthovedet Måge. I varmeflimmeret voldte en vader lidt problemer på stor afstand, så vi brugte et par timer på at få den bestemt, så den ikke ville hjemsøge os senere.
Nyeng og Skallingen blev de sidste lokaliteter vi besøgte, inden vi sluttede af med Natravn i Ho Plantage. Ingen af steder gav det forventede hit, og kun almindeligheder blev noteret.
Ynglende Blåhals i digekrattet på Mandø. 
Stor Kobbersneppe virker til at have en stabil bestand på Mandø.
Altså en fornøjelse med disse fantastiske fugle.
De skaber altid en fantastisk stemning.
Hedehøg på nordøen.
Nilgås er blevet meget mere almindelig de seneste år.
Gider jægerne ikke skyde dem mere?
Det kan da næsten ikke passe ;)
Rødrygget Tornskade ved Kirken. 
Tidlig næste morgen tog vi et sats og tjekkede krattene på den sydlige del af Skallingen. Alt eller intet taktikken gav dog kun en grå flue i de yderste krat, så vi drømte os tilbage til Mandø. RDN fandt dog to Dyndløbere, hvilket straks løftede humøret os undertegnet.
Vi fortsatte ind til Blåvand, hvor vi tog en runde i mosen, inden vi kørte mod Skjern. Hele ti Sortstrubede Bynkefugle blev hurtigt lokaliseret, og kortvarig hører vi to serier fra en overflyvende Biæder. Vi kunne ikke lokalisere fuglen, men vi meldte den hurtigt til Knudsen, som 25 minutter senere fandt den inde over stationen - således fik alle en god oplevelse. Vi sagde farvel til Knudsen og Karmindompapperne og kørte via Filsø og Værnengene til Hestholm, Øster.        
Grå flue på de yderste krat på Skallingen. 
Den meget sjældne Dyndløber. 
Karakterfugl i Blåvand.
Filsø og Værnengene var en skuffelse, og Sandternerne var heller ikke hjemme, så vi kørte hurtigt til Hestholm, Øster. Det var derimod en åbenbaring, og de giftige vadeflader blev tjekket ekstra grundigt. Det blev desværre ikke belønnet med en Stribet Ryle, men Dværgmåge 32, Sølvhejre 2, Brushane 7, Lille Præst 2, Havørn, Skestork 14, Rørdrum 2 var dog en helt ok måde at afslutte turen.
Turens største hit!
Tekst og foto: SSL

torsdag den 28. januar 2016

De vestjyske havne.

To dage med udsigt til vindstille vejr med frost d. 19-20 januar lokkede mig en tur til de vestjyske havne. Målet var hvidvinget måge i de lyse timer og ugler i de mørke. Alle SU arter var desuden velkomne. Først skulle et par børn dog afleveres, og en brilleand i Søndervig skulle besøges. Anden var nem og et behageligt selskab, og efter et kort ophold kørte jeg til Hvide Sande Havn.
Brilleand ad han.
Det er ikke nemt at fotodokumentere havdykænder med en 300 mm!  
250 sølvmåger holdt til i havnen, og de næste tre timer gik med at tjekke dem i hoved og røv. Jeg kunne intet presse ud af dem, så jeg nød i stedet de mange store skalleslugere i havnen (38). Mågerne samles periodisk på sydsiden af havnen, hvor et større gravearbejde er i gang - herfra kan de tjekkes på kort afstand. Samme sted sås en større flok sandløbere (72).
Stor Skallesluger i Hvide Sande havn. 
Først på eftermiddagen kørte til Thorsminde Havn, men havnen var fuldstændig tømt for fugle bortset fra lidt store skalleslugere (41) og hvinænder (80). Solen var dog efterhånden gået nok i vest til, at Bøvling Fjord kunne tjekkes, så jeg forlod hurtigt havnen. Fjorden var frossen, så der var begrænset med fugle på lokaliteten, men en større flok snespurve (290) var en fin overraskelse samt lidt andre almindelig småfugle. Rovfugle var der derimod ikke mange af, og en fjeldvåge var det eneste opløftende højdepunkt. Dette er ellers lokaliteten, hvor jeg så min første jagtfalk i 2005, men ikke engang en vandrefalk var hjemme denne dag. Jeg så solnedgangen ved Høfte Q sammen med 150 bomlærker - ikke en helt dum lokalitet til havobs engang til efteråret.  
Senspurve flok på 290 ved Bøvling Fjord.
Næsten ren flok blandet med lidt bjergirisk.
Efter solen var gået ned kørte jeg til Rom Grusgrav, hvor jeg havde planer om at ædle stor hornugle. Der var fuldstændig stille i grusgraven, så jeg kørte ind i Klosterheden for at lede efter aktivitet - der var trods alt -10 grader. Jeg fandt hurtigt en stor hornugle ved Minkfarmen i den nordlige ende, men aktiviteten var meget lav. Jeg satsede derfor på perleugle i de næste par timer længere inde i plantagen. Der var absolut ingen aktivitet fra ugler, men stemningen i skoven var i særklasse. Vejret var helt vindstille med hård frost - det var pisse fedt! Tilbage ved minkfarmen havde uglen flyttet sig (muligvis en ny), og den var nu meget mere aktiv. Jeg besluttede derfor at give grusgraven endnu en chance. Denne gang begav jeg mig ned i grusgraven i kraftig måneskin, og hurtigt hører jeg et advarselskald, hvorefter en stor hornugle passerer mig på kort afstand. Jeg fik et kæmpe chok, og oplevelsen sad i kroppen et stykke tid efter jeg forlod lokaliteten - den var fandme stor og grum ;-)  
Natlyt i Klosterheden. 
Tidlig næste morgen stod jeg i Thyborøn, hvor en sortgrå ryle bød mig velkommen ved færgelejet. 400 sølvmåger stod i havnen, hvilket er flere end normalt, så jeg var optimistisk. De var svære at tjekke, men ca. 85 % kunne tjekkes for hvide måger - dog uden resultat. Harboøre Tange var næsten fugletomt pga. frosten, så jeg kørte til Bovbjerg for at finde en sjælden dykand. Det er faktisk ikke første gang, at jeg prøve dette, og eftersom der aldrig er en eneste dykand på havet udfor Bovbjerg, så må jeg konkludere, at jeg ikke lærer af egne fejltagelser. En del bomlærker, engpiber, sanglærker samt lidt drosler rastede på markerne. Bedste fugle var tre misteldrosler. 
Misteldrossel ved Bovbjerg.
På hjemturen stoppede jeg ved Møllesøen i Klosterheden, hvor vandstær altid er en sikker vintergæst.
Vandstær i Klosterheden.
Er sikker hvert år på denne lokalitet.
Tekst og foto:
Stephan Skaarup Båsen Lund

fredag den 13. november 2015

Efteråret på Mandø 2015

Mandø er det tætteste Danmark kommer på Corvo mht. amerikanske småfugle, så igen i år satsede vi udelukkende på Vadehavets lille sorte får. Første overnatning på øen var fra d. 22. til d. 23. september. Perfekt planlagt, da vi så kunne tjekke øen inden fodsoldaterne fra Club300 rykkede ind.  Pga. højvande landede vi først på øen ved 12 tiden, og selvom forventningerne som altid var i top, var der småt med fugle. En Rødtoppet Fuglekonge i "sorte gyde" løftede humøret lidt, hvilket også var tilfældet, da vi fandt en kaldende Hvidbrynet Løvsanger i Bydiget. Resten var en skuffelse, selvom Skestork 3 var en rar tilføjelse til Mandølisten. En indtrækkende Mursejler og en meget stor og mørk Vandrefalk fik kortvarig pulsen op.  
Rødtoppet Fuglekonge i "sorte gryde".
Karakterfugle på Mandø i september.
Grå Flue og Rødstjert.
Vejrudsigten holdt ikke til dagen efter, så det var svært hele dagen. Lapværling, Lærkefalk og Fiskeørn var et par af lyspunkterne samt fire skovpibere.
Skovpiber spillet frem med Tajgapiber sang.
Herefter subsang den som tajga!
D. 2 oktober befandt vi os igen på øen denne gang i selskab med RSN og MoN. Vores sædvanlige Æ Towt var skiftet ud med en gammel gård, hvor vi også fik besøg af Tim og Sigrid. Alt var klar til et romantisk weekendophold på tågeøen i Vadehavet. Først på morgenen fandt Lars Witting en Høgesanger ved Kirken (nok genganger fra PGW), som kunne ses hele dagen. Jeg så ikke fuglen, så derfor vises der ikke et foto af fuglen. Formiddagen gav flest fugle i sydkrattet, hvor RSN og MoN kunne berettet om tre hvidbrynede samt flere Rødtoppede Fuglekonger. Vi var bestemt ikke tilfredse med udviklingen, da vores bedste fugle var en forkølet Rødtoppet Fuglekonge samt en sen Skovpiber. Fugle var der dog nok af, og Gransanger var allestedsværende med over 130 fugle på øen. Vi arbejdede hårdt resten af dagen, men det blev aldrig til det helt store. En Sølvhejre rastede på nordøen, hvor også en Indisk Gås sås blandt grågæssene. Mosehornugle og tre Hedelærker sås omkring Bydiget og Halevej, og dagens største udfordring var en skulky Tornsanger i en grøft på halevej. Dagen efter var der betydelig færre fugle, og da vi skulle tidligt hjem, så så vi faktisk ikke noget særligt.
Indisk Gås på nordøen.
Mandag d. 12. oktober tog min bil ikke afkørelsen til Silkeborg, hvorefter jeg to timer senere befandt mig på Mandø. Vejret var perfekt til småfuglelusk, og jeg startede i sydkrattet. I løbet af få timer var bjergvipstjert 15, Hedelærke samt masser af drossler og finker kommet i bogen. Krattene var fyldt med Fuglekonger, og Gransanger var også stadigvæk talrig på øen. En enkelt rødtoppet blev kortvarig set i digegraven, men ellers blev formiddagen ikke omsat til noget stort. Vinden blæste op om eftermiddagen, hvor Mosehornugle 5, Ringdrossel 3 og Isfugl blev bedste fugle.  
Ringdrossel fra "Lundsangerhaven"
Mosehornugle på forlandet ud for Møllen.
Bedste sted på øen til arten.
Stenpikker 5 er mange d. 12 oktober, men de var alle i de forkerte farver.
Blå Kærhøg er en karakterfugl på Mandø, hvor mange fugle i løbet af efteråret ligger vejen forbi.  
Selvom Sølvhejre er meget almindelig i denne region, så ses den forholdsvis fåtalligt på Mandø.
Denne fugl var dog rimelig stationær hele efteråret på Mandø.
20. oktober stod vi igen på øen. Et skidt efterår på øen skulle helst sluttes hæderligt af. Tunge skyer lå omkring øen, da vi endelig ankom 9:30. Vi startede i sydkrattet, hvor en tristis kaldet i digegraven, og en fin lys gransanger kunne dokumenters. Øen var levende af fuglekonger 120 og gransanger 35 var stadigvæk repræsenteret i pæne antal. En lapværling trak over og en Skovsneppe rastede i kanalen. Der var sort sol i solsort 250 på øen, hvor alle krat havde besøg. Tæt på lukketid hører vi en Fuglekongesanger i bydiget og fuglen ses fint i et tog af fuglekonger. Fuglen er stationær og høres og ses flere gange, men er forbandet svær at fotodokumentere. Vi har dog god tid, indtil vi modtager et opkald der ærligt talt ryster os en lille smule. SEK har på cykel fundet en Sorthovedet Sanger på forlandet ud for den "sorte gryde". Jeg foreslår, at vi dokumentere Fuglekongesangeren og dropper den sorthovedet. RDN får mig på bedre tanker, da han køligt siger " tjaa, men det er jo en god Mandø-art". Det havde han selvfølgelig ret i, så kort efter stod vi og kiggede på en fed 2K+ han Sorthovedet Sanger i fint solskin. Guddommelige SEK var helt rolig, men som han ikke undlod at fortælle os flere gange, så fandt han jo også den sidst fundne Sorthovedet Sanger i landet på Chrø.
Dagen efter er sangeren stadigvæk på plads, men eftersom vinden friskede op, så var det svært at kratluske. En sen Atlingand sås på forlandet og en Ringdrossel rastede i bydiget, men derudover var det primært de samme fugle som dagen før.          
Hørt kalde med kyllingekald 10 gange og set fint.
Typisk blegt individ med grønlige faner på vingen, utydeligt vingebånd, langt bryn og brun kind.
Flere trompet dompapper havde slået sig ned på øen.
Havørn er godt nok blevet et almindelig syn i Vadehavet.
Sorthovedet Sanger på forlandet vest for kirken. Fundet fra cykel af SEK.
Desværre et krat vi har forsømt dette efterår.
Foto: RDN
Stephan Skaarup Båsen Lund

søndag den 20. september 2015

Aarhus Østhavn 19/9

Hjemme efter lidt over en måned i Grønland var der en smule trækobs-abstinenser i kroppen. Valget faldt på Østhavnen, da vinden var frisk fra vest og gårsdagens blæsevejr havde resulteret i en del fugle i Skagen. Desuden kunne man jo altid tjekke måger, hvis trækket udeblev. Det blev dog en ganske fin dag og jeg fik ikke tjekket mange måger. En adult Vandrefalk var første gode fugl. Kl 1055 opdager jeg til min overraskelse en sydtrækkende havfugl langt ude. En langvinget skråpe i typiske store buer med enkelte vingeslag, Sodfarvet Skråpe. Stort set samtidigt m skråpen kalder en Rødstrubet Piber pludseligt meget tæt på. To pibere kommer trækkende langs kanten af havnen og jeg får et kald mere og skyder et par billeder af fuglen. Heldigt, men dejligt! Ny Østjyllandsart for mig! En ganske god dag på havnen!

19/9 Rødstrubet Piber, Aarhus Østhavn. Vingebånd, flankestriber, rygstriber. Fuglen trak syd.
19/9 Sodfarvet Skråpe, Aarhus østhavn. Måske det dårligste billede taget af arten i DK?
19/9 Heftigt crop af ovenstående allerede meget croppede udgave. 
19/9 Vandrefalk, Aarhus Østhavn. Skråpen og Vandrefalken blev begge forsøgt dokumenteret på flere km's afstand.
Det kan lade sig gøre og ofte med et resultat, der er nogenlunde brugbart.  

RDN

søndag den 19. juli 2015

Turteldue i Østjylland

Turteldue er næsten årlig i Østjylland, men typisk drejer det sig om kortvarige sporadiske observationer, så den er ikke nem i denne landsdel. Ca. 25 fugle er observeret siden 2000.
D. 27/6 blev jeg bekendt med dette indlæg på fugleognatur. Således stod jeg næste morgen i et fint parcelhuskvarter i Mårslet, hvilket var mindre problematisk, da de danske husejere notorisk er bange for indbrudstyve med kikkert og kamera - så jeg fortræk efter et par timer uden gevinst.
Jeg havde faktisk opgivet fuglen, da jeg endnu engang blev gjort opmærksom på et indlæg på fugleognatur. Denne gang lavede jeg en aftale med den gæstfrie ejer, og kort tid efter sad jeg i stuen med en øl i hånden og en turteldue på foderbrættet.
Jeg har efterfølgende skrevet med ejeren, og han kunne berette, at jeg var den sidste der så fuglen inden den forsvandt. Gode tider!  
Turtelduen dannede "par" med denne tyrker et par uger.
Den 10. juli kom tyrkeren tilbage til foderbrættet med et knust hjerte.
Bemærk størrelsesforholdet mellem duerne.
Turteldue på naboens tag tæt ved foderbrættet.
Fuglen besøgte typisk kun foderbrættet et par timer hver dag. 
Stephan Skaarup Båsen Lund

søndag den 7. juni 2015

Gjerrild 4-7/6

Årets sidste forårstræktur til det norddjurske blev en god omgang. Vejrudsigten var da også lovende, så jeg ankom til sommerhuset med håb om en enkelt eller to gode fugle. Jeg tog en aftentur, hvilket set i bagklogskabens klare lys nok var en dårlig ide, da jeg endte med at komme alt for sent i seng. Turen bød dog på hele fem Vagtler, to Traner og fire Rødryggede Tornskader.
Fredagens morgenobs var god med mange fugle for en juni-dag. Over havet trak mange Suler, Sortænder og Fløjlsænder, men det bedste var dog en 2k Islom, der blev den 6. fugl dette forår på lokaliteten. Af småfugle var der godt gang i de Grå Fluesnappere (17) og der var busktræk af en lang række sangere. Biæder blev dog dagens helt store clou med 1-2 fugle trækkende øst. Den første fugl blev kun hørt, hvorimod jeg senere så 1 fugl i to omgange. Den endte med at trække sydøst mod byen. Biæder er stadig en eksklusiv art i det østjyske

5/6 Biæder Gjerrild Nordstrand Øst. En af formentlig to østtrækkende fugle
5/6 Hvepsevåge Gjerrild Nordstrand Øst. Rekord-dårligt år for arten.
5/6 Islom Gjerrild Nordstrand Øst. Store fødder, ølvom, langsomme vingeslag og hak i halsen. 
5/6 Islom Gjerrild Nordstrand Øst. Årets 6. på lokaliteten, hvilket er ny rekord.
5/6 Lærkefalk Gjerrild Nordstrand Øst. Blev mobbet af de lokale handy-bogfinker.
4/6 Rødrygget Tornskade Gjerrild Nordstrand. Fire fugle blev set denne aften.
5/6 Sule Gjerrild Nordstrand Øst. I alt trak 234 suler mod NV, primært de første to timer af dagen.
5/6 Grå Fluesnapper Gjerrild Nordstrand Øst. Mange østtrækkende fugle blev noteret.
Lørdag morgen ankom Jørgen Staarup Christensen (JSC) og jeg til samme tid. Der småregnede, men humøret var højt og vinden stadig i sydøst, så fugle måtte der jo komme. Havet bød igen på Suler og diverse ænder, dog i lavere antal end om fredagen. To Sortterner var første observation fra Gjerrild siden 1966! En meget sen Ringdrossel (Gjerrilds hidtil seneste fugl er fra d. 2. juni) var i lang tid dagens fugl indtil jeg ved et held opdagede en flok biædere over sommerhushaverne. Vi så minimum fire fugle og var begge lettere ekstatiske, det skulle dog vise sig at flokken havde været på hele 9 fugle set af Anders Rasmussen to minutter før vores observation fra den nærtliggende Marshøj. Der var flere rovfugle denne morgen også med fire Lærkefalke, Fiskeørn og omkring 10 Hvepsevåger. 

6/6 Fløjlsand Gjerrild Nordstrand Øst.
6/6 Lærkefalk Gjerrild Nordstrand Øst. Mindst 8 trækkende fugle denne dag (inkl. tal fra Marshøj).
6/6 Ringdrossel Gjerrild Nordstrand Øst. Seneste fugl på lokaliteten.
6/6 Sortstrubet Lom Gjerrild Nordstrand Øst. Rekord forår for arten på lokaliteten. Fantastisk flot fugl.
Søndagens morgenobs blev droppet grundet hård vind. Sommerhuset blev gjort rent og kursen sat mod Aarhus med et par korte stop på vejen. Syd for Glesborg ligger der en stor grusgrav, som jeg ofte har ville tjekke. Der var hverken Biæder eller Stor Hornugle, men på en mark lige syd for rastede to Sorthovede Måger i en lille flok blandede måger. 

7/6 Sorthovedet Måge Laen.
7/6 Sorthovedet Måge Laen. Den ene fugl var ringmærket, men kunne desværre ikke aflæses.
7/6 Sorthovedet Måge Laen. Sandsynligvis et par - fuglene kaldte højlydt, da de fløj væk.
RDN