Markfirben - billeder af en midtjyske bestand.

Bestemmelse af Markfirben er ret ligetil, så snart man har lært et par feltkendetegn og studeret dyrenes adfærd. Markfirben er et bredere og kraftigere firben end Skovfirben og har et bredt trekantet hoved som tit er løftet. Arten er samtidigt en del lysere i farverne. På de voksne individer er de to grå bånd langs siderne af ryggen det bedste feltkendetegn, da det er meget tydeligt i felten, hvor du typisk ser arterne i korte glimt. Yngel og ungerne fra sidste år kan stort set bestemmes ud fra farven. Markfirben er lysegrå, hvorimod yngre Skovfirben typisk er brunsorte.
Markfirben er mindre sky end Skovfirben og forsvinder ikke ned i vegetationen på samme måde som Skovfirben. Det er for det meste muligt at få arten ud af vegetationen igen, hvorimod Skovfirben bare er væk.
Jeg besøgte sammen med flere erfarne folk et par lokaliteter ved Vrads Station og Salten Profilet, og vi fik noteret hele 24 Marfirben på en formiddag. Derudover fik vi noteret Skovfirben20, Stålorm2 og Hugorm2.

Yngre han ved Vrads Station som ikke er helt udfarvet.
Om formiddagen bruger arten meget tid på solbadning, og det er derfor relativt nemt at komme tæt på dyrene.
Aktiviteten er således meget lav, og arten er i denne periode ikke særlig sky.
Foto: SSL

Yngre han ved Vrads Station som ikke er helt udfarvet (nyt individ).
Arten solbader typisk meget tæt på lyngbuske og andet dække, så de kan søge dækning på et øjeblik.
Især brombærbuske er populære, da ingen rovfugl med respekt for sig selv slår et firben i en brombærbusk.
Foto: SSL 

Gamle han på yngleplads ved Salten Profilet.
Den midtjyske bestand er mere mørkegrøn end de gulgrønne bestandene langs kysterne.
Foto: SSL   

Gamle han på yngleplads ved Salten Profilet.
Foto: SSL 

Markfirben har territoriekampe om hunnerne, hvilke går meget voldsomt for sig.
Her ses to gamle hanner i kamp ved Salten Profilet.
Denne adfærd kendes ikke fra Skovfirben.
Foto: SSL 

Markfirben hun ved Vrads Station.
Læg mærke til de tydelig grå bånd langs ryggen.
Foto: SSL 

Markfirben unge fra sidste år ved Salten Profilet.
Læg især mærke til den lyse farve, som i felten adskiller den fra den næste sorte Skovfirben.
Foto: SSL 

Markfirben unge fra sidste år.
Disse unger fra sidste år blandende sig ikke med de voksne individer som havde deres egen skråning.
Vi fandt tolv individer på de store flader nedenfor skråningerne ved Salten Profilet.
Foto: SSL

Skovfirben fra Vrads Station.
Læg mærke til den mørkebrune farve og det strømlinet dyr med fladt hoved.
Foto: SSL

Salten Profilet.
Foto: SSL

Stephan Skaarup Lund

Forår i Rold Skov

Det varme forår har allerede lokket forårsbebuderne frem og Blå Anemone blomstrede rekordtidligt i Rold Skov d. 12/3 i Bjergeskov. Arten vokser på kalkrig og muldet bund i skove og på skråninger, og den forekommer kun fåtalligt nord for Mariager Fjord

Blå Anemone har en fin lille blomst som gør sig fint i den visne skovbund.
Foto: SSL

Blå Anemone i alt sit flor.
Foto: SSL

Grøn Buxbaumia er ikke ligefrem en forårbebuder, men de umodne sporehuse ses bedst i februar og marts. Arten er på Habitatdirektivets bilag II og er tilmed på udpegningsgrundlaget for Rold Skov. Arten var dog ikke set i mange år, men er blevet fundet på flere lokaliteter i skoven de seneste måneder.

Grøn Buxbaumia i sitkagranbevoksning ved Bjergeskov. 
Arten vokser på nedbrudte barkløse stammer af både løvtræ og nåletræ, men kan også findes på jord og formuldede nåle.
Foto: SSL

Grøn Buxbaumia er en mos, hvis du skulle være i tvivl :-)
Foto: SSL

En rekordtidlig Stålorm er i den grad et tegn på et varmt forår.
Stålorm er en øgle uden for- og baglemmer, og ligesom Markfirben kommer hannerne frem før hunnerne.
Foto: SSL

Stålorm kan tabe halen ligesom firben, men der gendannes kun en kort halestump.
Dette individ har netop tabt halen på et tidspunkt, hvilket er typisk for ældre individer.
Foto: SSL  

Sortbrun Blåfugl (Aricia artaxerxes) og lidt grønt.

Midt i juli fik jeg muligheden for at deltage i en optælling af Mygblomst i Vandplasken (NOVANA). Jeg startede derfor tidligt ud ved Tornby Strand, hvor den sjældne Sortbrun Blåfugl flyver over store tæpper af Blodrød Storkenæb. De startede med at flyve ca. 7:15, og i de fine morgenlys fik jeg dokumenteret arten. En fin oplevelse hvor også Klitperlemorsommerfugl, Isblåfugl og Dværgblåfugl sås på lokaliteten.

Resten af dagen brugte jeg i Vandplasken, hvor vi kortlage en Mygblomstbestand på ca. 250 individer (skemaer ikke lagt sammen). Arten er allerede afblomstret, så det var primært planter med kapsler og vegetative skud der blev optalt. Den sjældne Pukkellæbe blev desuden også optalt, og den er faktisk mere sjælden end Mygblomst. Vandplasken er et ekstremrigkær og samtidig et af Danmarks artsrigeste lokaliteter. Virkelig en fornøjelse!

Sortbrun Blåfugl
Ligner Rødplettet Blåfugl men har færre og mindre pletter på oversiden

Sortbrun Blåfugl
Hunnen skulle være lysere med lidt flere pletter, men jeg har opgivet at kønsbestemme dem, da kønnene ligner hinanden rigtig meget.

Sortbrun Blåfugl
Foderplanten er Blodrød Storkenæb. 

Sortbrun Blåfugl
Undersiden er ens hos kønnene, men den adskiller sig fra Rødplettet Blåfugl ved at have mere hvidt omkring de sorte pletter og langs sømmen. Dette er dog et dårligt eksempel, da den har usædvanlig få sorte pletter på undersiden.

Isblåfugl han
Efter min mening Danmarks flotteste blåfugl

Mygblomst med fem kapsler og en blomst. Eneste individ med blomst.

Mygblomst står typisk i små "kolonier" på mindre tuer. Her aborteret, afbidt og vegetativ. 

Pukkellæbe i blomst
Står som Mygblomst i små "kolonier".

Sump-Hullæbe
Meget almindelig på lokaliteten og blomster pænt midt i juli.

Klit-Gøgeurt
En underart af Kødfarvet-Gøgeurt.
Meget sjælden og kun kendt fra Vandplasken, Nørlev og Grønnestrand 

Vendsyssel-gøgeurt
En underart af Maj-Gøgeurt
Ses selvfølgelig kun i Vendsyssel :-)

Sammenligning af Vendsyssel-Gøgeurt og Klit-Gøgeurt.

Dværgulvefod

Hue-Vandnymfe (Coenagrion armatum) fra Lille Vildmose

Jeg har i flere år gerne ville set arten, men da flyvetiden er kort, har jeg aldrig haft muligheden for det. Kent Olsen fandt i 2010 arten i Tofte Mose, og siden har man fundet en større bestand i Lille Vildmose området. Før 1950 blev arten observeret flere steder i hele landet, men efter 1980 har arten kun haft bestande i Hanvejle, Bastemosen og Lille Vildmose samt enkelte fund fra Holmegaards Mose og Røjensø Odde (2013). Arten er meget nem i Lille Vildmose, hvor den er meget talrig på flere lokaliteter.
Hue-Vandnymfe er rødlistet og sjælden i Danmark, men er ikke truet i Europa, hvor den er talrig i Sverige, Finland, Polen og Hviderusland.

Hue-Vandnymfe (Han).
Kan kendes på den karakteristiske tegning på 2. bagkropsled og de meget lange bagkropsvedhæng.

Jeg troede i første omgang, at dette var en hun Hue-Vandnymfe, men tegningen på 2. bagkropsled dækker mere end halvdelen af leddet, og prothorax (kropsdelen lige bag hovedet) er karakteristisk for Måne-Vandnymfe.

Måne-Vandnymfe er også på den danske rødliste, men er en del mere almindelig end Hue-Vandnymfe.
Kan kendes på den karakteristiske tegning på 2. bagkropsled.

Løgfrø i Nordjylland

I starten af maj fik jeg endelig muligheden for at høre Løgfrø kvække. Arten er formentlig en del overset pga. den svage lyd de udsender. "Når den kvækker, lyder det som 2–3 hurtige smæld med tungen. Men lyden er meget svag, fordi den ikke har nogen kvækkepose til at forstærke den med. Lyden kan kun høres op til 10 meter væk." Derfor var det heller ikke overraskende, at en målrettet indsats fra Kommunen og konsulenter resulterede i flere nye lokaliteter nær Aalborg. Det var desuden i den forbindelse, at jeg fik muligheden for at lytte med. Optagelsen er fra et nyt vandhul nær Langholt, hvor bestanden vurderes til at være 100+ individer.

 

"I Danmark findes løgfrøen i størstedelen af landet (med undtagelse af Samsø og Fyn), men kun i små bestande. Det er nok den art af padder, der er gået mest tilbage. I Himmerland er den gået stærkt tilbage, og på Sjælland og Lolland findes nu kun små bestande. Arten kendes ikke med sikkerhed fra Bornholm, og den er formentlig uddød fra Mors, Møn og Falster. De største bestande findes nu i den vestlige del af Sønderjylland, på Djursland og omkring Viborg og derudover er den især at finde i Nordøstsjælland, men i perioden 1945-1990 menes arten at være forsvundet fra mere end 90% af dens levesteder.

Kilde: Naturstyrelsen.dk